Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Ringkøbing Skole
Mobil menu

Mellemtrinnet (4. - 6. klasse)

MELLEMTRINNETMellemtrinnet
Velkommen til mellemtrinnet på afdeling Alkjær.
På mellemtrinnet har vi fokus på, at børnene løbende bliver mere selvstændige - både i forhold til deres faglige og sociale udvikling. Børnene får gradvist mere frihed under ansvar, og forventningerne til deres indre styring og ansvarlighed øges, naturligvis gradvist og i et tempo, hvor barnet kan følge med. 

Faglighed på mellemtrinnet 
Hvor man i indskolingen har fokus på de grundlæggende faglige færdigheder, så bliver undervisningen på mellemtrinnet gradvist mere abstrakt. Et eksempel herpå er, at barnet ikke længere kun læser for at lære at læse - men barnet læser for at lære noget. Børnene skal nu bruge de indlærte basale færdigheder fra indskolingen til videre læring i alle fagene. Samarbejdet om læring - eksempelvis gruppearbejde, bliver en større del af skoledagene, ligesom formidlingsopgaver, både mundtligt og skriftligt. Vi træner elevernes evne til at samarbejde, tænke kreativt og udvikle deres forståelse for teknologier - alle evner som eleverne skal bygge videre på i overbygningen.

Trivsel på mellemtrinnet
Ligesom fagligheden bliver mere kompleks på mellemtrinnet, så bliver elevrelationerne det også. Mange børn udvider og ændrer deres vennekreds. Børnene udvikler sig i forskelligt tempo, og der opstår nye former for konflikter, som kalder på nye konfliktløsningsstrategier. Vores fokus er på, at hjælpe børnene med at udvikle deres evne til selvstændig konfliktløsning. Aller vigtigst for os som skole er det, at alle børn synes, det er rart at komme i skole, og ser sig selv som en del af et forpligtende fællesskab, hvor kompromiser er en nødvendighed. Her har I forældre en vigtig rolle ved at fortsætte forældrestøttende sociale initiativer for jeres barns klasse på samme niveau som i indskolingen.

Skole-hjem samarbejde på mellemtrinnet
Som forældre til et barn på mellemtrinnet er det godt, når man løbende giver sit barn mere og mere ansvar. Det kan f.eks. være i forhold til at holde orden i skoletasken, tjekke ugeplan, pakke eget idrætstøj, transportere sig selv i skole og introducere pligter hjemme. Når barnet oplever at kunne noget - hvad enten det er praktisk, fagligt eller socialt, så har det en stor indvirkning på barnets positive selvfølelse og dermed også deres robusthed. Det er derfor vigtigt, at vi både hjemme og i skolen, har fokus på netop dette.